Lys op

Aktiviteter

De primære aktiviteter vil som altid være bundet op på selve teateroplevelsen, som er kernen i lys OP. Nedenfor kan du læse om forestillingerne, som indgår i sæson 2025-26.

Forestillinger i 2025-2026:

 

ZeBu og Xirriquiteula Teatre: ’Vai via’ / 15.-19. september
En poetisk og musikalsk historie om livets op- og nedture, manifesteret i Rita - en gammel kvinde, der bor på gaden i en ombygget kontrabaskasse. I kassen gemmer hun et vækkeur, sit gebis og et billede af sine børn. Hver aften kysser hun dem godnat, inden hun lægger sig til at sove i kontrabaskassens trygge hulrum. Om dagen trasker hun rundt i storbyens gader, og selv om hun ofte bliver skældt ud og jaget bort, opgiver hun aldrig håbet om at finde et roligt sted at sove om natten.  Hvordan er hun havnet der, hvorfor ser man hende altid med et smil på læben, hvordan var hendes liv? Og er det rigtigt, at hun engang har været landets mest berømte kvindelige jazz-kontrabassist?
En underfundig, gennemført og aldeles vidunderlig forestilling.
OBS: Er næsten uden dialog, så kan opleves af alle uanset sproglige færdigheder.

Aldersgruppe: 6-18 år.
Varighed: 50 min.

 

Bornholms Teater: ’Teaternissens kuffert’ / 14. november-6. december

Der er blevet bygget om på det gamle Rønne Theater, og nu har teaternissen pakket sin kuffert. Men teatret kan ikke klare sig uden en nisse, og derfor må publikum sammen med skuespilleren Jesper på en eller anden måde få overtalt teaternissen til at blive. Vi kommer rundt på hele teatret og hører historien om den første teaternisse i en forestilling, der både er en introduktion til teatrets dagligdag og en kærlighedserklæring til teatrets særlige verden.

"Teaternissens Kuffert" skrives og instrueres af teaterchef Jens Svane Boutrup med Jesper Riefensthal på scenen.
Premiere 14. november på Rønne Theater.

Aldersgruppe: Fra 6-9 år.
Varighed: ca. 35 min.

 

Sofie Krog Teater: ’Quacksalver’ / 5.-16. januar 2026
“Kom nærmere! Quacksalveren er i byen - kom nærmere, hvis du tør!” Plages De af stress og jag, der får håret til at falde af? Er De blevet for tyk om livet? Eller lider De af noget endnu værre? Så tab ikke modet! Fra sin underfundige popup-vogn præsenterer Mr. Q nu mirakelmidlet Wonder Tonic! I denne fantasy forestilling skruer Mr. Q helt op for charmen, når han med et pop-up trylleslag forvandler sin vogn og tager publikum med ind i et dukke-univers, hvor sandheden bag Wonder Tonic afsløres, fremstilles og sælges. Kom nærmere, hvis du tør – og nyd et gadeshow med crazy monstermedicin til og for hele familien.

Aldersgruppe: Fra 8 år og op.
Varighed: Ca.30 min.

 

Bornholms Teater: ’Om lidt letter tågen’ / 7.-13. februar 2026

De underjordiske har fået nok af menneskenes destruktive adfærd på øen og har frembragt en mystisk tåge, der har slugt alle mennesker på Bornholm. Befriede slagtesvin gnaver og gnasker i haverne, mens køer sjosker omkring uden mål og med. Det er helt idyllisk, og andre - mere troende - ville måske kalde det paradisisk. Kun Nancy og Mads er tilbage. De underjordiske vil have dem til at være forældre til de nye bornholmere. Nancy vil bare ikke, og sådan er hun som en anden kvinde engang i et andet paradis...

"Om lidt letter tågen" skrives af Dennis Gade Kofod og iscenesættes af Jens August Wille. Forestillingen har premiere på Rønne Theaters gamle scene 7. februar 2026.

Aldersgruppe: Fra 13 år og op.
Varighed: Ca. 60 min.

 

For mere information kan man kontakte Teaterformidler Tabitha Jespersen på tabitha@bornholmsteater.dk og telefon: 4058 0105.