3 spørgsmål til dramatikeren

Jesper Bræstrup Karlsen fortæller om inspirationen for 'BESAT'

  • Jesperbkarlsen Tåge Red

Vi har stillet tre spørgsmål til Jesper Bræstrup Karlsen om hans arbejde med manuskriptet til 'BESAT':

Hvad er dit forhold til Bornholm?

Både min far og mors familie kommer fra Nexø, og jeg har selv været på Bornholm i alle ferier så langt tilbage, jeg kan huske. Jeg har i sommeren 1992 lavet et egnsspil, der hed ’Pigerne i fisken’, som spillede rundt om på de bornholmske havne. Jeg er født i København, men min sjæl er født på Bornholm, for nu at blive lidt højtidelig. Og så har jeg sommerhus på Dueodde.

Hvad fik dig gjort interesseret i ’BESAT’?

’BESAT’ er en del af min families historie, så enkelt er det: Min farmor fortalte om, hvordan udtærede tyske soldater og flygtninge kom til deres husmandssted og ville bytte mad for noget sølle papblik-bestik. Min farmor turde ikke andet end at give dem noget spegepølse. (Hendes mellemnavn var Sara, og hun var krigen igennem bange for, at tyskerne skulle tro, hun var jøde). Det bestik hun fik fra den tyske Kriegsmarine, ligger nu i min egen bestik-skuffe med hagekors og det hele. Jeg bruger det tit og tænker hver gang på fortiden, og om hvordan den former os, men også hvordan vi selv er med til at forme fortiden med vores fantasi. 

Min mormor og morfar, der var uddelerpar i Nexø Brugs - lige nede på havnen, hvor bombardementet var værst - nåede lige akkurat at hive min 2-årige mor, der var syg og lå i ilttelt, ud og spæne alt hvad de kunne op i bakkerne omkring Nexø under bombardementet. Og Brugsen, min mors fødehjem, blev jævnet med jorden. Meget tættere på kan man ikke komme på historien uden selv at have oplevet det. Og på den anden side, så at sige, har jeg haft en svigermor, som var født i Breslau - en tysk fæstningsby, som nu ligger i Polen og hedder Wroslaw. Hun har altid været fuld af historier om de mange lig langs vejene, og om hvordan Den Røde Hærs flyvevåben beskød hende og hendes familie, da de som civile flygtede i krigens sidste måneder. Kun en tilfældighed gjorde, at hun ikke var blandt flygtningestrømmen, der endte på Bornholm. (Hun havde i øvrigt et livslangt og glødende had til russerne og polakker).

 Hvad er den bærende præmis for historien?

De personer vi møder i ’BESAT’ er alle almindelige mennesker, for hvem det føles som om historien og dens politiske katastrofer damptromler hen over dem. De er alle på flugt: En bornholmsk mor og hendes datter, der flygter ud i familiens sommerhus for at undslippe russernes bomber. En tysk soldat, der kommer fra østfronten og som er på flugt fra sine egne og russerne, der med sikkerhed vil sende ham til den visse død i Sibirien. Og endelig en ung russisk soldat, der er deserteret. På den ene eller den anden måde er de alle på flugt, og lidt efter lidt går det op for dem, at selvom historiens begivenheder kværner hen over dem, så har de lod og del og ikke mindst ansvar for den katastrofe, som Bornholm og verden står i i maj-dagene i 1945 - på sammen måde som vi i 2019 har lod og del og ansvar for verdens begivenheder og flygtningestrømme. De er ligesom os, bare i en anden tid.