Pressemeddelelser

Læs seneste nyt om 'Kandestøberen'

29.6.2016

”PRESSEMEDDELELSE” fra Kandestøberiet

Herman von Bremen tilslutter sig
borgmesternes frygt

Med reference til dagens nyhed om, at mange borgmestre frygter for deres helbred som følge af de høje krav til embedet, kan Herman von Bremen kun erklære sig meget enig med de andre borgmestre. 

"Jeg var selv i en kort periode borgmester på en ikke navngiven ø i Østersøen", udtaler von Bremen, og fortsætter: "Og jeg må tilstå, at jeg blev yderst overrasket over de mange og dybt komplicerede problemstillinger, der pludselig landede på mit bord. Ofte var der jo tale om konflikter, hvor begge parter i konflikten uden forbehold kunne siges at have retten på deres side ... og hvad stiller man så op? Det er jo umuligt! Desuden var der ikke et roligt øjeblik selv hjemme i privaten. Ustandseligt kom der embedsmænd, med deres uforståelige djøfferi, og borgere og andet godtfolk kom rendende, og hvis de ikke skulle have papirer underskrevet skulle der serveres kaffe med fløde og socialiseres til langt ud på de små timer. Det kostede mig og min hjertesviv Geske, store bekymringer og gik ud over såvel min nattesøvn som familieliv. For slet ikke at tale om mit erhverv som Kandestøber! Nej, hillemænd, jeg besluttede mig derfor for at vende tilbage til tinsmelteriet, og det er utvivlsomt den mest fornuftige borgmesterbeslutning jeg overhovedet foretog i hele min embedsperiode!"

Ønsker man at møde den tidligere borgmester Herman von Bremen, træffes han på Rønne Theater i perioden den 1.-29. juli. Men undgå venligst at forelægge ham problemstillinger af politisk karaktær, da det kan medføre utilsigtede og voldsomme følger for blodtryk, humør og hans gennerelle velbefindende.

Adgangsbillet kan erhverves HER

_______________________________________________________________

3.5.2016

Bornholms Teater præsenterer:
Skuespillerholdet til ’Den Politiske Kandestøber’!

Bornholms Teater kan nu præsentere skuespillerholdet til sommerens Holberg-komedie ’Den Politiske Kandestøber’.

Der er i år tale om et både erfarent og sprudlende hold, og flere af ansigterne vil være velkendte for det bornholmske publikum, idet de tidligere har været på besøg på Rønne Theater.

I spidsen for holdet som Kandestøberen har vi Peder Holm Johansen, der i mange år har været tilknyttet Århus Teater, men også optrådt på en lang række andre danske teatre som Betty Nansen, Odense Teater og Det Kongelige Teater. I 2016 besøgte han Rønne Theater som Kato i Folketeatrets forestilling ’Mio, min Mio’ og er også kendt fra film og tv-serier som bl.a. ’Broen’, ’Forbrydelsen’ og ’Flaskepost fra P’.

Tine Gotthelf er holdets strålende kvindelige hovedkaraktær og har i ni år været fastansat på Aalborg Teater. Også hun vil bornholmske teatergængere nok nikke genkendende til, idet hun senest var på besøg i Rønne med monlogen ’Spoonface Steinberg’ i 2015. Ellers har hun begået sig steder som Odense Teater, Folketeatret og så langt væk som i Grønland foruden at medvirke i bl.a. ’Broen 2’.

Som en af de yngre kræfter får vi fornøjelsen af Bjarne Antonisen. Han har tidligere prøvet kræfter med Holberg i stykket ’Henrik & Pernille’ på Folketeatret og har også været rundt om Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ samme sted. Fra tv og film vil nogen sikkert genkende ham fra ’Livvagterne’ eller ’Brødre’ af  Susanne Bier.

Jesper Riefensthal er med sine 37 år holdets yngste medvirkende, men fik allerede to år efter sin debut en Talent Reumert i 2008. Han har i otte år været fast tilknyttet et af Danmarks mest nyskabende teatre, Mungo Park i Kolding, og har også haft Holberg tæt inde på kroppen i ’Jean de France’ på Folketeatret. Fra film og tv kan nævnes roller i bl.a. ’Dirch’ og ’Klovn Forever’.

Sidste mand på scenen er Ernesto Piga Carbone, og bortset fra kapelmesteren er han den, der oftest har spillet på Rønne Theater, idet han er det nærmeste Bornholms Teater kommer en ensemble-skuespiller. Han har således tidligere haft de krævende soloroller i ’En dag i Helmand’, ’Grænsesyndrom’ og Dario Fo-forestillingen ’Johan Padan opdager Amerika’ samt medvirker i ’687 km’. Han har tidligere også spillet på bl.a. Odense Teater og Det Kongelige Teater, hvor han senest var med i ’Fanny og Alexander’.

Som musikalsk supplement til folkene på scenen vil det utvivlsomt glæde mange bornholmere igen at gense Lars Fjeldmose i orkestergraven. Ud over at stå for den musikalske afvikling vil han også være ansvarlig for at lave effekter på bl.a. torden- og vindmaskinerne.

Forestillingen er iscenesat og instrueret af Jens Svane Boutrup, teaterchef på Bornholms Teater og ophavsmand til teatrets satsning på Holberg-somrene.
Lysdesignet er lagt i kompetente hænder hos Sonja Lea, der som selvstændig har designet lys for et utal af teaterforestillinger siden 1997, mens scenografi og kostumedesign er skabt af Julie Forchhammer, der i sin knap 30-årige karriere har medvirket i en forestilling, der har opnået en Reumertpris, samt andre forestillinger, der har fået Reumert-nomineringer.
Selve kulisserne er som sidste år designet og produceret af Det Kongelige Teaters Scenografiske Værksteder.

’Den Politiske Kandestøber’ har premiere fredag den 1. juli kl 19.30 på Rønne Theater og spiller mandag-fredage til og med den 29. juli.

OBS: Fotos kan ses eller downloades fra denne web-side

_______________________________________________________________

13.1.2016

Fondene bakker op om ’Den Politiske Kandestøber’

Bornholms Teater oplever i disse dage en rigtig god opbakning fra fondene til årets Holberg-forestilling ”Den Politiske Kandestøber’.

Alene i løbet af den seneste måned er der således dumpet tilsagn om støtte til et beløb af 450.000 kr. ind af postkassen i Østergade. Og sammenholdt med tidligere tilsagn om støtte er det samlede fondstilskud til dato nu oppe på 570.000 kr.

Teaterchef Jens Svane Boutrup siger: ”Det er utroligt dejligt at fondene i den grad – og igen – bakker op om vores projekt. Dels vidner det om, at der er andre end os selv, der kan se den gode idé i at genoplive de oprindelige rammer, der fandtes på Rønne Theater og formidle den i kraft af Holberg, og dels tager vi det også som udtryk for, at man kan li’ hvad man så i sommeren 2015, hvor ’Jeppe på Bjerget’ jo var første forestilling i rækken. Og det giver os desuden en tro på, at det kan blive til mange flere Holberg-stykker fremover.”

Støtten kommer fra Augustinus Fonden, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, 15. Juni Fonden, Brdr. E. S. & A. Larsens Legat, Nordea Fonden samt Toyota Fonden og betyder, at Bornholms Teater nu har sikret sig 75% af budgettet til årets forestilling. Der afventes stadig svar fra et antal andre fonde, så teaterchefen er optimistisk omkring at nå i mål.

’Den Politiske Kandestøber’ får premiere den 1. juli og spiller til og med den 29. juli 2016.
Som noget nyt vil der blive spillet mandage til fredage, og der vil derfor ikke som tidligere være forestillinger i weekenden.

Få flere informationer hos PR medarbejder Kim Caspersen på 2046 4608.

_______________________________________________________________

6.1.2016

’Den Politiske Kandestøber’ – nu med rabat!

Når først raketrøgen har lagt sig, plejer udsalgsskiltene i øens butikker at være et af de sikre tegn på, at vi nu har taget hul på et nyt år.
Og i år byder Bornholms Teater så også ind med et godt tilbud. Det sker med et særtilbud til de teatergæster, der dels er hurtige på tasterne - eller fødderne - og dels har et godt overblik over deres nye kalender for juli måned. De kan nemlig få rabat til sommerens Holbergforestilling ’Den Politiske Kandestøber’, hvis de køber billet tidligt!

Rabatten lyder på ca.15% på en A-billet (voksen), som derfor kan købes for 235,- kr. mod en standardpris på 275,- kr. Billetsalget er netop åbnet her i starten af denne uge, og for at få adgang til rabatten, kræver det blot, at man køber sin billet inden den 1. maj. Hurtigere behøver man så heller ikke være ...

Teaterchef Jens Svane Boutrup siger: ”Vi ser en tendens til, at vores publikum køber billetter senere end man gjorde for bare 4-5 år siden, og vi ved, at det ikke er noget, der kun gælder teaterbilletter, men er en mere generel udvikling. Alligevel er det selvfølgelig ærgerligt for os, fordi det dels giver lidt mere usikkerhed omkring forestillingen og dels risikerer at skabe en ’flaskehals’ i slutningen af spilleperioden, fordi for mange beslutter sig for sent. Derfor prøver vi nu med dette tilbud, hvor vi forkæler de gæster, der kan beslutte sig tidligt. Så er der lidt i det for begge parter.”

’Den Politiske Kandestøber’ får premiere den 1. juli og spiller til og med den 29. juli 2016.
Som noget nyt vil der blive spillet mandage til fredage, og der vil derfor ikke som tidligere være forestillinger i weekenden.
Der vil som sidste år igen være mulighed for at spise i gårdhaven på Rønne Theater inden forestillingen – enten ved at medbringe egen madkurv eller få en leveret til teatret fra Ostehjørnet.

Få flere informationer hos PR medarbejder Kim Caspersen på 2046 4608.

_______________________________________________________________

3.11.2015

Det bliver ’Den Politiske Kandestøber’!

Bornholms Teater løfter nu en flig af tæppet for næste års store Holberg-forestilling på Rønne Theater: Og det bliver intet mindre end Holbergs allerførste komedie ’Den Politiske Kandestøber’, der skal tage tråden op, hvor Jeppe og co. slap.

'Den Politiske Kandestøber' havde premiere i 1722 på Grønnegadeteatret i København. Den handler om den jævne håndværksmester Herman von Bremen, der hellere vil bruge sin tid på politisk filosoferen og diskussion med en håndfuld ligesindede medborgere end at passe sin forretning og familie.
Der er ikke grænser for, hvor nemt og hurtigt de får løst tidens presserende politiske problemer – i al fald på dagligstueplan. Og de etablerede politikere har de kun hån til overs for. Men selvfølgelig – det er jo Holberg – kommer dette nogle af byens magtfulde personer for øre, og de udnytter situationen til at spille von Bremen et puds og udnævner ham til borgmester. Så kan han lære det, kan han ...

Teaterchef Jens Svane Boutrup siger: ”Vi havde flere Holberg-komedier oppe at vende, inden vi endte med at beslutte os for ’Den Politiske Kandestøber’. Og når vi lander dér, skyldes det, at Holbergs bidende satire kommer rigtigt frem i denne komedie, og at vi synes den passer til vores tid. Og så er det en oplagt forestilling på en ø, der lægger hus til Folkemødet og dermed tiltrækker 'kandestøbere' af alle mulige og umulige afstøbninger hvert år i juni. Den kombination burde der nok komme noget sjov ud af”.

’Den Politiske Kandestøber’ får premiere den 1. juli og spiller til den 29. juli 2016 inkl.
Som noget nyt vil der blive spillet mandage til fredage, og der vil derfor ikke som tidligere være forestillinger i weekenden.
Salget til grupper starter inden jul, mens løssalget åbner efter nytår.

Skuespillerne er det endnu for tidligt at røbe noget om, men i forhold til scenografien fortæller teatret, at den bl.a. vil byde på endnu to sæt helt nye barokkulisser fra Det Kgl. Teaters Scenografiske Værksteder, i stil med dem, der omgav Jeppe.
Til Kandestøberen vil det dog være en bykulisse – inspireret af bornholmske bymotiver - og en beskeden dagligstue, der udgør scenografien. Og så vil hele teatret selvfølgelig igen være pyntet op i tidstypiske ’klæder’, med løvranker og sætstykker i café- og foyer-området.

Få flere informationer hos PR medarbejder Kim Caspersen på 2046 4608.

Like os på Facebook

Relaterede sider